(Copyright © tekst og foto Mikkel Meister 2018. Artiklen er solgt til offentliggørelse i Aftenposten Innsikt.)

Kirgisisk popmusik dunker taktfast ud fra en højttaler, og tonerne får en håndfuld piger i femårsalderen til at danse energisk midt i rummet. På en anden stue øver de lidt yngre børn på to år rim og remser, mens de 3-4-årige iført bløde hjemmesko skråler nationalsangen med hånden på brystet.

Hverdagen i børnehaven Ak-Tilek i den tidligere uranmineby Min-Kush, Kirgisistan, bærer på overfladen ikke præg af, at institutionens cirka 70 børn bor i én af de mest radioaktivt forurenede byer i de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. Blot et par kilometer fra byen tæt ved floden Tuyuk Suu gemmer der sig omkring 430.000 kubikmeter radioaktivt slam deponeret langs bjergskråningerne.

"Det er ikke godt for børnene at vokse op her, for der er stadig forurenet i Min-Kush. Mange folk har lyst til at flytte væk herfra, men de har ikke penge til det," siger Asanova Astra.

Hun er iført hvid kittel og arbejder som pædagog i Ak-Tilek - den største af i alt fire børnehaver i landsbyen, der også råder over tre skoler. Asanova Astra begynder først at tale om den giftige arv efter Min-Kushs uranfortid, da vi bevæger os ud på gangen mellem stuerne i behørig afstand fra små ører.

Det er ét af talrige steder i Kirgisistan og nabolandene, hvor radioaktivt materiale i dag er i fare for at sive ned i grundvandet og ud i floderne og dermed forurene drikkevand for både dyr og mennesker. Rustent metal, afskallet maling og splintrede vinduesglas er et gennemgående træk ved mange huse og bygninger i landsbyen, der som prominent uranmineby under sovjettiden husede 20.000 mennesker, men i dag er skrumpet ind til blot 3.200 indbyggere. Mange er flyttet væk for at finde arbejde i f.eks. Rusland og Kazakhstan, og optimismen råder ikke blandt de tilbageblevne, hvoraf en stor andel er børn, unge og ældre.

Asanova Astras bekymringer deles af internationale eksperter og af EU-Kommissionen, der sammen med EBRD (European Bank of Reconstruction and Development) nu jagter 85 mio. euro for at kunne rydde op i anslået 1 milliard tons radioaktivt affald og sikre forladte og åbne mineskakter omkring syv af de værst forurenede, tidligere minebyer i Kirgisistan og nabolandene Usbekistan og Tadsjikistan. Oprydningen skal sættes i gang i 2019 og er tiltrængt. Det radioaktive slam, der blev til overs fra uranproduktionen i forrige århundredes anden halvdel, ligger dårligt sikret mod jordskred, kraftige regnskyl og jordskælv i områderne omkring minebyerne, som i nogle tilfælde ligger placeret tæt ved floder, der krydser ind over landegrænserne. Dermed frygter myndighederne, at forureningen kan blive en giftig eksportvare, der potentielt kan forurene drikkevandet for millioner af mennesker i regionen.

Pengene skal skaffes fra internationale donorer ved en konference i London i november, for landene har ikke selv de økonomiske muskler til at dække regningen. Indtil videre har EU-Kommissionen og Norge spyttet de første 15 mio. euro i pengekassen. Det er endnu uvist, hvem der skal dække resten af regningen.

Den 65-årige europaparlamentariker fra partiet De Grønne i Frankrig, Michèle Rivasi, leder en EU-delegation, der i midten af maj kører rundt i en perlemorshvid firehjulstrækker for at tale med myndigheder, ministre og borgmestre i Kirgisistan. EU har sat sig i spidsen for oprydningsprojektet for at bakke op om en FN-resolution fra 2013, der fastlægger et internationalt ansvar for at løse problemet med uranforureningen i Centralasien.

Michèle Rivasis linje er konfronterende. Hun vil have de kirgisiske myndigheder til at lægge flere konkrete oplysninger om forureningens konsekvenser for folkesundheden og miljøet frem på bordet. Hvis ikke det sker, bliver det vanskeligt at skaffe de manglende millioner til oprydningen, siger hun:

"Jeg vil have åbnet for deres studier af den helbredsmæssige tilstand i befolkningen og få adgang til oplysningerne om forureningen af miljøet. Men de siger, at de ikke har oplysningerne. Det er typisk for sovjetisk kultur og nuklear kultur, og jeg kan ikke skubbe andre lande i retning af at donere penge, hvis ikke vi har beviser for, at der er et problem," siger Michèle Rivasi.

I dag er det i høj grad på eget ansvar at spadsere indenfor i den forfaldne ruin af Min-Kushs tidligere uranmølle, der under den Kolde Krig knuste uranholdigt kul og sandsten til et fint pulver. Fra tid til anden skræller de lokale bygningen for metalstolper og -armering, som de sælger for 10 kirgisiske som (knap 1 dkr.) per kg, fortæller den lokale repræsentant for Ministeriet for Nødssituationer, Kudaiberdy, mens vi inspicerer ruinen. Jeg møder ham kort tid forinden hos byens borgmester, der har kontor i uranmøllens gamle hovedsæde.

Metallet fjernes til trods for, at bygningerne stadig er radioaktivt forurenede og i fare for at styrte sammen. I byens velmagtsdage blev uranet udvasket fra det fine pulver med syre og omdannet til yellowcake – et gulligt urankoncentrat, som igen kan omdannes til atombrændsel eller beriges yderligere til brug i atombomber. Når uranet var blevet transporteret videre til brug i det sovjetiske atomprogram, blev det resterende pulver indeholdende andre radioaktive stoffer og tungmetaller blandet op med vand og omdannet til en radioaktiv slam, som blev pumpet gennem pipelines og ud på jorden i områder omkring minebyerne. Simple dæmninger blev bygget rundt om slammen for at dæmme den op i damme kaldet tailings ponds, hvor det radioaktive materiale langsomt bundfældede sig. Fordi vand netop var uundværligt i uranproduktionen, ligger mange af de gamle uranmøller og tailings tæt ved floder. Men jordskælv, kraftigere regnskyl og flere jordskred end tidligere truer nu med at vaske det giftige materiale ned i grundvandet og ødelægge dæmningerne, så slammet ender i floder og forurener drikkevand til dyr og til vanding af afgrøder.

I regnvejret nær et overdækket Lenin-monument ikke langt fra den forfaldne ruin af Min-Kushs uranmølle møder jeg Dastan Mombetov. Han er fårehyrde, far til fire og havde gerne set sine børn vokse op et andet sted.

"I april blev der født et lam uden hoved. Det er første gang, at vi har oplevet det. Livet er ikke godt her, men myndighederne siger, at vores liv er normalt efter omstændighederne. De ved ikke, hvordan de skal sørge for, at vi får et bedre liv. Det er ikke godt for helbredet for os, der bor her, og vores børn, og heller ikke for vores dyr,” siger Dastan Mombetov.

Under Den Kolde Krig blev der gravet dybt i undergrunden i byer som Min-Kush og i Mailuu-Suu i den vestlige del af landet for at mætte Sovjetunionens sult efter uran til atombomber og -kraftværker. Min-Kush og Mailuu-Suu var officielt lukkede byer, som ikke figurerede på landkortene og krævede særlig tilladelse at besøge.

Få kilometer uden for byen står dr. Christian Kunze fra den tyske konsulentvirksomhed Wisutec, der specialiserer sig i oprydning og nedlukning af uranminer. På opdrag fra EU er virksomheden i gang med at undersøge området omkring Mailuu-Suu for radioaktiv forurening, og på et landkort viser Christian Kunze 23 forurenede steder med radioaktivt slam og yderligere 13 med radioaktivt stenmateriale, der blev til overs fra minedriften. På bjergskråningerne langs floden gemmer der sig tilsammen omkring 3 mio. kubikmeter radioaktivt materiale.

"Mailuu-Suu er det mest komplekse af de tidligere uranproducerende områder i Kirgisistan, og kompleksiteten forstærkes af, at Mailuu-Suu er udsat for jordskred og oversvømmelser fra floden. Dæmningerne kan bryde sammen og frigive den radioaktive slam til omgivelserne eller ned i floden, hvor det vil blive fragtet videre med strømmen til flodsletterne eller ind i Usbekistan. Det ville være noget rod," lyder den lakoniske vurdering fra Christian Kunze.

Det er ikke kun en teoretisk risiko formuleret af embedsmænd ved skrivebordet, for der er flere fortilfælde. Mest berømt er hændelsen i april 1958, da dæmningen omkring tailing nr. 7, der lå blot 30 meter fra flodbredden, bristede i kølvandet på et jordskælv og kraftig regn. Omkring halvdelen af det radioaktive materiale, cirka 600.000 m3, endte i Mailuu-Suu-floden og blev skyllet omkring 40 km videre. I 2002 blokerede et mudderskred floden og oversvømmede næsten en anden tailing.

Solen står højt på himlen, og i baggrunden er et hold arbejdere i gang med prøveboringer ned i undergrunden. Det viser sig, at undergrunden gemmer på overskydende og radioaktivt jord- og klippemateriale fra udvindingen af uranmalmen i området. Et par hundrede meter væk har køer lagt sig i skyggen for solskinnet inde i en åben mineindgang.

"Stedet her er dårligt dokumenteret, og vi kan ikke gennemføre nogen form for oprydning, før vi ved præcis, hvor forureningen ligger. Det næste skridt er en risikovurdering. Kan børn gå ind og kan falde ned i forladte mineskakter? Drikker folk radioaktivt forurenet vand? Bruger folk radioaktive sten til at bygge deres huse af?," siger Christian Kunze.

I Min-Kush svarer Dastan Mombetov uden tøven "ja", da jeg spørger ham, om han tror det nyfødte lams misdannelse skyldes den radioaktive forurening i området. I 2005 konkluderede en FN-rapport, at der ikke er fundet beviser for flere fødselsskader i de forurenede områder efter Tjernobyl-katastrofen i 1986, men en undersøgelse offentliggjort i 2010 i det amerikanske videnskabelige tidsskrift Pediatrics udelukker ikke, at der kan være en sammenhæng. Sikkert er det imidlertid ifølge WHO, at den psykiske påvirkning i form af f.eks. angst martrer en stor andel af de mennesker, der må flytte væk fra radioaktivt forurenede områder - eller er tvunget til at blive boende i dem.

Skrækscenariet for de endnu ikke sikrede områder er, at det radioaktive slam væltes ned i floden i store mængder og bliver ført videre ind i Syr Darya-flodsystemet, der er en 2.212 km lang hovedpulsåre i regionen.

Oprydning og sikring efter uranminerne og dammene med radioaktivt slam er en "tricky" opgave, fortæller John H. Rowat, en 61-årig canadier, der leder enheden for afvikling og oprydning i det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) i Wien. Agenturet har udarbejdet den strategiske plan for oprydningen i de syv værste uran sites i regionen.

Metoderne varierer alt efter forholdene på stedet, fortæller Rowat, men idéelt set burde f.eks. alt det radioaktive slam, der ligger rundt omkring Mailuu-Suu, blive flyttet til det samme, geologisk stabile sted, påføres et ikke-fertilt sikringslag af sten og forsynes med kanaler, der kan lede vandet væk fra overfladen. Det er et drømmescenarie, som i praksis er for vanskeligt og ikke mindst kostbart at føre ud i livet.

Uanset hvilke metoder der vælges, vil de forurenede områder i lande som Kirgisistan ifølge John H. Rowat kræve myndighedernes opmærksomhed mange år frem i tiden.

"Du kan godt gøre områderne sikre, men på den lange bane bliver du nødt til at monitorere dem og udføre vedligehold i mange, mange år fremover for at sørge for, at de forbliver sikre," siger han.

Før Mailuu-Suu overhovedet kan blive sikkert på den korte bane, kræver det penge til at afskærme åbne mineindgange, nedrive og bortskaffe ruinerne af de gamle uranmøller og andre anlæg og sammenlægge og sikre tailings ponds i området. For Kirgisistan, Usbekistan og Tadsjikistan skønnes det at kræve 85 mio. euro for de syv vigtigste minebyer, hvoraf de 15 mio. indtil videre er dækket med Norge, der har bidraget med 600.000 euro, som eneste donorland ud over EU-Kommissionen. Den samlede regning ventes dog at blive 210 mio. euro, hvilket omfatter flere andre uranminebyer i regionen.

Det har den 28-årige pædagogstuderende på 3. år heller ikke, selvom hendes mand tjener cirka 8.000 som (omkring 750 dkr.) om måneden, hvilket ikke er nogen dårlig løn i Mailuu-Suu. Beguimai Suegenova er desuden bekymret for sønnens helbred, hvis de bliver boende. Lige nu ammer hun Daniel og har ikke tænkt sig at lade ham drikke det lokale vand, når han bliver ældre.

“Vi flytter måske til Bishkek (hovedstaden i Kirgisistan, red.) eller til Rusland, hvor der er flere chancer for at finde arbejde, og livet er bedre end i Mailuu-Suu,” siger Beguimai Suegenova.

I slutningen af maj 2018 udgav Det Internationale Atomenergiagentur en Strategic Master Plan for oprydningen af de syv højest prioriterede, tidligere uranminebyer i Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan, herunder Mailuu-Suu og Min-Kush. Ifølge IAEA kan oprydningen være udført inden for få år, hvis pengene til at gennemføre planen kan skaffes.